Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest, er en helt ny e-bog til målgruppen  “piger i alderen 5-9 år”.  Skrevet af Per Holbo og illustreret af Kathrine Wanninger, og selvudgivet på forlaget Saxo.

Jeg har desværre ikke været i stand til at finde Kathrines hjemmeside – måske har hun slet ikke en, det er ærgerligt, for jeg kan godt lide hendes lidt naiive streg.

Jeg er så heldig, at forfatteren Per Holbo, har sendt mig et eksemplar af bogen, fordi han gerne vil have at jeg anmelder den her på Fabelagtig.

Du kan læse mere om spilleregler for anmeldelse på opfordring her.

Per Holbo skriver selv om bogen:

“Prinsesse Lila har det svært. Hun vil gerne giftes med Prinsen, men Den Vrede Hest er der altid og skælder hende ud for alt, hvad hun gør. Heldigvis lærer hun dragen at kende og den hjælper hende med at bekæmpe de dårlige følelser, hun har med sig selv. 

Bogen er velegnet som højtlæsning for de 3-9 årige, men der er også noget for de voksne. “

Specielt fordi det er en e-bog var jeg meget interesseret i at se nærmere på bogen, fordi det på en eller anden måde stadig er et nyt medie, og det interesserer mig om forfatterne formår at benytte sig af de muligheder e-bogsmediet giver.

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest, har alle de klassiske elementer fra det gode gamle eventyr, prinsesser, tårnværelser, drager, prinser, heste og så videre. Men nogen af de klassiske figurer har fået en lidt anden rolle end den de plejer at have i eventyr, og det giver bogen et sjovt twist. Det er en let læst bog, der egner sig fint til en kort historie inden sengetid.

Når det er sagt, synes jeg ikke helt den er stram nok i formuleringerne til at være en RIGTIG  god børnebog . Den er ikke helt spændende nok til at holde børnene fanget, og set fra den voksne oplæsers synspunkt er der flere ting man aldrig rigtig får svar på, for eksempel finder man aldrig rigtig ud af hvorfor er hesten (det dårlige selvværd) er vred.

Historien handler om, at have lavt selvværd og om hvordan man selv kan gøre noget ved det, og det er jo en morale der er til at tage og føle på.

Det er umiddelbart en fin idé at vise børnene at man kan løfte sig selv op ved at tro på at man er god. Men langt hen ad vejen tænker jeg at hvis børn i den alder har lavt selvværd, så ligger der nogle ting til grund som de skal have støtte og opbakning til at få ændret på, så jeg sad lidt og ønskede mig et heppekor der bakkede Lila op under kampen for at få bugt med den vrede hest!

I kan downloade en gratis smagsprøve her, og danne jer et indtryk af bogen.

Facebook følgeton for de mindste

Jeg har før skrevet om veddugodtdet.dk, de har kastet sig over facebook – og det går ikke stille for sig!

I denne uge er der gang i en facebook følgeton med titlen: “Historien om en pige, et sovedyr, en død kat og en Indkøbsvogn” – det var i hvert tilfælde nok til at fange min interesse, så selv om historien vel mest er beregnet til de mindste, så kan jeg ikke lade være med at kigge med og se hvad de mon har fundet på i dag.

Hvis du har fået lyst til at følge med kan du finde dem her: http://www.facebook.com/veddugodtdet og de har i øvrigt også en rigtig fin hjemmeside med spil, video og masser af lyd samples: http://veddugodtdet.dk/