På forfatteropdagelse (Lise Bidstrup)

I min evige søgen efter bøger der kan holde gang i pigernes lyst til at læse faldt jeg tilfældigvis over Lise Bidstrup. Hun er en ung forfatter, født i 1976 og har allerede udgivet mere end 20 børne- og ungdomsbøger – det synes jeg er vildt imponerende.

Jeg har planer om at skaffe et eksemplar af første bind i hendes serie Regnbuefolket, og krydser fingre for at Laura vil synes at den er spændene. Fru Hach’s broche ligner også et godt bud på en kriminalhistorie, så den må vist også på programmet, hvis ellers jeg kan overbevise Laura om at der er andet i verden end fantasy.

Til de mindre 9-12 kan jeg også fortælle at Lise Bidstrup har stor success med sin serie Dværgene fra Terra, der netop er er kommet på top 20 i en liste over gode bøger der er udgivet af Svensk Bibliotek.

Hvis der er nogen af jeres børn der har læst dem og har lyst til at fortælle om dem vil jeg meget gerne høre fra jer.

Lise Bidstrup har i øvrigt også en rigtig god blog med bog-anbefalinger, som jeg også har lagt i links listen her på siden.

Billedet af Lise Bidstrup har jeg lånt fra hendes hjemmeside.

På forfatteropdagelse (Josefine Ottesen)

I har måttet lægge øre til meget om Josefine Ottesen, der til dato er pigernes yndlingsforfatter.

Hvor har de tilbragt mange gode timer i selskab med hendes fantastiske universer – både da vi læste højt af Roselil bøgerne og Hullerikkerne fra Syvstammetræet – men også nu hvor de selv læser.

Josefine Ottesen er født i 1956 og debuterede som forfatter i 1983 – og har siden skrevet mere end 60 bøger for børn og unge, og har modtaget et utal af priser.

Jeg havde det indtryk at hun mest skrev bøger der er egnet til piger, men efter en lidt mere dybdegående tur rundt på hendes hjemmeside har jeg konstateret at hun så sandelig også har skrevet bøger til drenge.

Her er et par af titlerne:  Det døde land, og Krigeren, som vi ikke har læst her i familien, men som jeg er sikker på er bøger der vil holde drengene fanget hvis de ellers bryder sig om fantasy. Hvis der er nogen af jeres drenge, der har læst nogen af bøgerne og har lyst til at lave en anmeldelse er de velkomne til at sende den til mig, så vi også kan få bygget nogle anmeldelser af drenge litteratur op her på siden.

Lige nu er jeg faktisk selv i gang med at læse Krystalhjertet – det er muligt at jeg har en lidt barnlig smag i bøger – men jeg er altså blevet suget helt ind i den og glæder mig til at fortælle om den her når jeg får læst den færdig.

Josefine Ottesen har i øvrigt en rigtig god hjemmeside, med læseuddrag af mange af bøgerne, beskrivelse af de universer hun skriver om, og links til de hjemmesider der handler om de specifikke serier.

Billedet af Josefine har jeg lånt fra hendes hjemmeside.

ABC

Der findes et hav af ABC’er med rim og remser der giver mulighed for at lege med sproget og lære at rime.

Her i familien har vi mest brugt Halfdan Rasmussens ABC med skønne illustrationer af Ib Spang Olsen – som vi købte da Laura ikke var ret gammel. Nu om dage følger der en super god CD med med indspilninger af rimene – som vi har haft det rigtig sjovt med at synge med på.

På et tidspunkt kunne Laura alle rimene helt uden ad, og kunne synge med på dem alle – og hun var ikke ret gammel da hun i selskab med en person der hed Else – sad nede under bordet og stille sagde: “Else elsker pelse, Else elsker pølse…..” til meget stor morskab for resten af selskabet….

Jeg tror mit yndlings vers i bogen er den om U:

Underlige ugle
Vågner midt om natten
Kigger efter månen
Der er blevet væk
Pudser sine briller
Stirrer vredt på katten
Skriver sjove digte
Med usynligt blæk

Har I nogen yndlingsbogstaver??

Anderledes bogreoler

Her i vores hjem er reolerne store firkantede og meget dominerende og enten er der for lidt plads på dem, eller også er vi for dårlige til at skille os af med de bøger vi ikke læser mere – det er nok en kombination af begge dele.

Men uanset hvad, så har man jo lov til at drømme om hvordan det kunne se ud hvis man havde mere plads, mere disciplin, flere penge og ikke mindst færre bøger…

Jeg er vild med anderledes bogreoler – her er et par stykker som jeg faldt over på nettet for nylig:

Morganas kilder – Den sorte ravns forbandelse

Den sorte ravns forbandelse af Helle Ryding er første bind i en trilogi med rødder i den nordiske mytologi, der handler om den 12-årige Elisa eller Elycia, der som baby bliver efterladt på en trappe ved Svaneborg, sammen med et brev, der handler om en forbandelse og en halskæde med en guldring i. Efterhånden som hun vokser op finder hun ud af at hun har kræfter som hun ikke selv kan styre.

Historien foregår både i vores verden og i en parallel verden  der hedder Morgana hvor det vrimler med nisser, ravne, elvere og mange andre overnaturlige væsner. Her kommer vi forbi både Sylfiden og Et Folkesagn for dem der kender de gode nordiske klassikere.

Hvis I har lyst til at læse et uddrag af bogen inden i kaster jer ud i hele serien, så kan man læse noget af den på Helle Rydings hjemmeside.

Endnu en rigtig godt skrevet dansk fantasy serie, der klart kan anbefales til piger i alderen 10-14 år. Laura har læst alle tre bind i serien og havde meget svært ved at lægge dem fra sig!

De andre bind i trilogien hedder:
De fire vinde
Regnbuestøv

Karlas kabale

Karlas kabale af René Toft Simonsen – er en rigtig pigeserie der handler om Karla – der er en pige på 9 år, der bor sammen med sin mor, hendes nye mand og sine tre søskende.

Karla har det ikke altid lige let, for hendes mor har alle mulige ideer om hvordan Karla skal opføre sig, hende søskende er irriterende og hendes far drikker for meget og glemmer nogen gange at hente hende. Men i det store og hele har Karla det meget godt.

Laura har læst hele serien for et par år siden, og blev rigtig grebet af den, og den er også en rigtig god beskrivelse af hvordan det er at være pige og 9-10 år i Danmark- det på trods af at Laura heldigvis ikke ved hvad det vil sige at være delebarn.

Historien er både sjov og alvorlig og er spækket med skøre personligheder, der gør den til tider meget politisk korrekte og pædagogiske tone i bogen udholdelig. Renee Toft Simonsen fik i øvrigt Bog- og Papirbranchens børnebogspris i for Karlas Kabale i 2003 da den udkom.

De andre bøger i serien hedder:

  • Karla og Katrine
  • Karlas svære valg
  • Karla og Jonas
  • Karla Superstjerne

Karlas kabale er også blevet filmatiseret – og blev meget vel modtaget.