Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest, er en helt ny e-bog til målgruppen  “piger i alderen 5-9 år”.  Skrevet af Per Holbo og illustreret af Kathrine Wanninger, og selvudgivet på forlaget Saxo.

Jeg har desværre ikke været i stand til at finde Kathrines hjemmeside – måske har hun slet ikke en, det er ærgerligt, for jeg kan godt lide hendes lidt naiive streg.

Jeg er så heldig, at forfatteren Per Holbo, har sendt mig et eksemplar af bogen, fordi han gerne vil have at jeg anmelder den her på Fabelagtig.

Du kan læse mere om spilleregler for anmeldelse på opfordring her.

Per Holbo skriver selv om bogen:

“Prinsesse Lila har det svært. Hun vil gerne giftes med Prinsen, men Den Vrede Hest er der altid og skælder hende ud for alt, hvad hun gør. Heldigvis lærer hun dragen at kende og den hjælper hende med at bekæmpe de dårlige følelser, hun har med sig selv. 

Bogen er velegnet som højtlæsning for de 3-9 årige, men der er også noget for de voksne. “

Specielt fordi det er en e-bog var jeg meget interesseret i at se nærmere på bogen, fordi det på en eller anden måde stadig er et nyt medie, og det interesserer mig om forfatterne formår at benytte sig af de muligheder e-bogsmediet giver.

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest, har alle de klassiske elementer fra det gode gamle eventyr, prinsesser, tårnværelser, drager, prinser, heste og så videre. Men nogen af de klassiske figurer har fået en lidt anden rolle end den de plejer at have i eventyr, og det giver bogen et sjovt twist. Det er en let læst bog, der egner sig fint til en kort historie inden sengetid.

Når det er sagt, synes jeg ikke helt den er stram nok i formuleringerne til at være en RIGTIG  god børnebog . Den er ikke helt spændende nok til at holde børnene fanget, og set fra den voksne oplæsers synspunkt er der flere ting man aldrig rigtig får svar på, for eksempel finder man aldrig rigtig ud af hvorfor er hesten (det dårlige selvværd) er vred.

Historien handler om, at have lavt selvværd og om hvordan man selv kan gøre noget ved det, og det er jo en morale der er til at tage og føle på.

Det er umiddelbart en fin idé at vise børnene at man kan løfte sig selv op ved at tro på at man er god. Men langt hen ad vejen tænker jeg at hvis børn i den alder har lavt selvværd, så ligger der nogle ting til grund som de skal have støtte og opbakning til at få ændret på, så jeg sad lidt og ønskede mig et heppekor der bakkede Lila op under kampen for at få bugt med den vrede hest!

I kan downloade en gratis smagsprøve her, og danne jer et indtryk af bogen.

Glad og lidt stolt har man da lov at være – om anmeldelser på opfordring fra forfatterne

Blev glad da jeg for nogle dage siden modtog en mail fra Per Holbo Rasmussen, der er forfatter og driver bloggen, HolboHistorier.

Per sendte mig nemlig sin seneste bog, sammen med mailen, og spurgte om jeg ville anmelde den her på Fabelagtig. Så kan man da ikke blive andet end lidt stolt.

Tænk at mit lille hobbyprojekt, der bare begyndte med at jeg kom til at love nogle mennesker en liste over hvad pigerne læste, nu er en blog, der modtager gratis eksemplarer af bøger, direkte fra forfatterne! WOW.

Mailen fra Per fik mig også lige til at gøre nogle overvejelser om hvordan jeg skal forholde mig til det. For i udgangspunktet var det jo princippet at pigerne skal have læst de bøger jeg anmelder her på Fabelagtig, ellers bliver det jo bare en reklameholdeplads for de forskellige forfattere, og det er jeg overhovedet ikke interesseret i.

Og hvad med anmeldelsen – tænk hvis jeg  ikke kan lide bogen?

Nå men jeg skal ikke trætte jer med alle mine overvejelser, konklusionen på overvejelserne er, at jeg selvfølgelig gerne vil anmelde børne- og ungdomsbøger på opfordring, der er bare nogle spilleregler jeg gerne vil have der bliver overholdt.

  1. Bogen skal sendes direkte fra forfatteren (jeg vil ikke være forlagenes reklamesøjle).
  2. Forfatterne skal være forberedte på at det bliver min uforbeholdne mening de får – også hvis den er negativ.
  3. Hvis bogen er inden for målgruppen af mine egne piger, vil jeg forsøge at få dem til at læse den og give deres besyv med, men jeg udsteder ingen garantier.
  4. Jeg kan ikke garantere at bogen bliver anmeldt inden for en bestemt periode, for der skal jo både være tid til at jeg selv kan nå at læse den, og i nogle tilfælde også pigerne.

Nu håber jeg bare at der er andre end Per der får lyst til at sende deres bøger til anmeldelse.

Katten der gik sine egne veje

NSRW Rudyard Kipling
Image via Wikipedia

Katten der gik sine egne vejeDa Laura var 4 fik hun en gave af min dejlige moster der, lige som jeg,  elsker at læse fabler. Det var fablen om katten, der altid går sine egne veje.

Vi læste den højt og Laura synes både at den var spændende og sjov – og det bedste var at der var mange gentagelser, som hun insisterede på at få lov til at sige højt.

Fablen er skrevet af Rudyard Kipling der modtog Nobelprisen i litteratur 1907,  han er nok bedst kendt for “Junglebogen” om drengen Mowgli, som jeg måske vender tilbage til i et andet indlæg – den kender begge børnene både fra spejder og i Disneys romantiserede udgave, så den er vi næsten nødt til at læse.

Vores udgave er  illustreret af Thormod Kidde

Historien begynder sådan her:

“Denne historie handler om dengang, de tamme dyr var vilde. Hunden var vild, og hesten var vild, og koen var vild, og fåret var vildt, og svinet var vildt – noget så vildt! – og de gik deres vilde veje i de våde, vilde skove. Men katten var alligevel det vildeste af alle de vilde dyr. Den gik sine egne veje, og den følte sig hjemme alle vegne og ingen steder.”

Og så går det ellers derudad med en rigtig sjov og underholdende historie der kan forstås på mange planer, og som egner sig rigtig godt til højtlæsning – fabler er nemlig næsten altid bedst når man kan tale om dem undervejs.

For  en uges tid siden besluttede vi at rydde op på bogreolerne og sortere nogle af de bøger fra som pigerne ikke læser mere, men da jeg foreslog at vi satte bogen om Katten der gik sine egne veje til side, sagde Laura meget håndfast fra, den skulle blive.

Det er grunden til at den har fået æren af at blive den første bog på Fabelagtig.