Arkiv | november, 2011

Anderledes reoler

29 nov

Næsten hver dag er der nogen der kommer herind på Fabelagtig, fordi de har brugt søgeordene “anderledes reoler”, eller “bookshelves”.

Så derfor slipper i ikke for endnu en omgang billedspam af mystiske reoler, som jeg er stødt på rundt omkring på nettet.

Som sædvanlig er det ikke fordi de er særlig praktiske, men hvis jeg havde pladsen ville jeg elske at bruge en væg på at præsentere mine yndlingsbøger på en sjov og anderledes måde.

Hvis I har lyst kan I jo også kigge på nogle af de tidligere indlæg med billeder af anderledes reoler. Det er jo efterhånden blevet til en hel lille samling 🙂 Selv om jeg ikke kan konkurrere med denne her blog, der er helt og aldeles dedikeret til billeder af anderledes reoler.

Her kommer nogle af dem jeg har samlet sammen, eller har fået tilsendt af de af jer der ved jeg synes at anderledes reoler er sjove (1000 tak for det):

Reklamer

En sjov og anderledes julekalender…

28 nov

Normalt skriver jeg jo ikke om bøger som vi ikke selv har læst, men da denne bog ikke er udkommet endnu, og jeg synes at konceptet er sjovt, så  får I alligevel lidt reklame, det håber jeg ikke gør noget:

Jeg fik en mail fra Berit fra Booksnob.  Hun har i samarbejde med Kenneth Bøgh Andersen (det er ham der har skrevet Antboy serien), lavet en e-bogs julekalender ud af  Kenneths seneste bog Skæbnemageren.

Kenneth skriver sådan her om bogen på sin hjemmeside:

Skæbnemageren er en hæsblæsende fantasy-føljeton, jeg skrev sidste år til Weekendavisen.

Historien er i 23 kapitler, og den kommer nu som e-bog KUN i december måned, hvor du modtager et kapitel hver dag, startende 1. december.
Og hvad så med juleaftensdag? Der venter naturligvis en lille overraskelse!

Så hvis du er træt af bjældeklang og lalleglade nisser, så tilbring stedet julemåneden i selskab med Skæbnemageren, der intet – gentager absolut intet – har med jul at gøre. E-bogen koster kun 79.- og kan læses på din smartphone, Ipad, e-reader eller computer.

Hvis I har lyst til at læse med kan Skæbnemageren købes hos Booksnob.

 

Glædelig første søndag i advent!

27 nov

Jeg ved godt at der er nogen af jer der har det lidt svært med mishandling af bøger, men jeg kan altså ikke lade være med at blive fascineret af den kreativitet der ligger bag.

Jeg er helt vild med dette fine bog juletræ, det måtte gerne pynte hjemme hos mig, hvis der altså var plads i reolerne…:)

Jeg vil med dette fine juletræ lige ønske jer glædelig første søndag i advent.

Nu har Fabelagtig eksisteret i mere end et år, og jeg kan se på statistikken at der er flere og flere der følger med.

1000 tak for det, det er rigtig rart at vide at I læser med derude, det er jeg rigtig glad for!

Mis med de blå øjne

25 nov

Egon Mathiesens bog “Mis med de blå øjne” er en klassiker der har mere end 50 år på bagen. Det sjove er, at den ikke er mindre aktuel af den grund.

Bogen med de fine illustrationer er mest henvendt til børn i aldenren 4-8 år, men da den er super godt skrevet, hører den også til i repetoiret af børnebøger, som man ikke bliver træt af at læse højt som voksen – hvilket for mig er et MEGET vigtigt kriterie.

Historien handler om den lille modige Mis, der ikke er som alle de andre katte, han har nemlig blå øjne. Kattene med gule øjne og de andre dyr i fortællingen,  driller ham med hans blå øjne.

Heldigvis lykkes det for Mis at blive populær, da han går ud i verden og det lykkes ham at  finde landet med de mange mus, hvor han inviterer kattene med de gule øjne med ind, også selv om de har drillet ham.

Enkel billedbog med korte tekster, der selv om den må siges at være gammel, nu også er udkommet som app til iphone og ipad.

I øvrigt er Mis med de blå øjne også blevet opf’ørt som teaterstykke af flere forskellige børneteater grupper blandt andre af Comedievognen.

 

 

 

Hvilket net kan ikke fange fisk…..?

23 nov

….Internettet, selvfølgelig 🙂

Begge mine piger har været igennem kortere eller længere perioder været vilde med at fortælle vittigheder og gåder, og selv om jeg til tider finder vittigheder og gåder ret trættende at høre på, så er og bliver det en mulighed for at lege med ord, betydninger, og ikke mindst overraskelseselementet – der fører til latter.

Jeg mener derfor at vi er nødt til at bevæbne os med tålmodighed, og lege med på gåde- og vittighedslegen, for at hjælpe ungerne til at få et varieret sprog, og blive gode talere.

Og når gåderne er nye, anderledes så er fælles latter jo noget af det bedste man kan unde sig selv og sine unger!

Men for at undgå at vi hører de samme gåder om og om igen kan det være en god idé at sende dem på biblioteket efter nye gåder. Det resulterede blandt andet i at vi fik fat i Hvad gør hønen når…? – og andre gåder, af Keld Petersen.

Keld Petersen er også illustrator, hvilket gør bogen til en ekstremt underholdende oplevelse, fordi han har formået at illustrere alle gåderne på en måde der gør at man ganske enkelt ikke kan holde latteren tilbage.

Keld Petersen har også lavet 2 andre gåde bøger der hedder: Hvor mange indianere …? – og 59 andre gåder og Hvorfor turde tossen ikke …? – og andre gåder

Clara anmelder Øgledronningens forbandelse

21 nov

Da vi var på bogforum lå Clara desværre derhjemme med ondt i halsen, så vi lovede at vi nok skulle tage nogle spændende bøger med hjem til hende.

Allerede 4 dage senere havde hun pløjet sig igennem samtlige 231 sider, og på opfordring fra sin moder forfattet en anmeldelse til Fabelagtig. Jeg elsker det barn!

Anmeldelse af Øgledronningens forbandelse af Hanne Fabricius, skrevet af Clara Krogh-Hansen (9 år).

Hvad handler bogen om?
Ja den handler om en pige ved navn: Margrethe Hatt. Det hele starter faktisk den dag hvor Margrethes far forsvinder og han kommer ikke tilbage.

Margrethe har to allerbedste venner de hedder Thea og Sigurd og de og hendes morfar tager så ud for at redde Margrethes far Gustav Hatt.

Der er også den gamle Øgledronning der sammen med sin gode ven fyrst Morton er ved at vælte Kong Valdemar af tronen og den gamle Øgledronning er ved at få magten over tiden. Og det er det værste man kan forstille sig for du ville jo heller ikke være glad for at træde ud i sten alderen når du skulle en tur ud og gå i byen vel:)

Måden Margrethe Hatt finder ud af at hun skal afsted med sine venner(for at redde sin far) var den dag de skulle sove hos hende og hun træder ind i sin mors hatte forretning og støder ind i en høj tynd dame med slange tunge. Og det er det der bringer dem ind i en tidsmaskine som bringer dem ind i det gamle København og der kommer de op på Biskop Absalons borg og der får de hjælp og nye venner.

Var historien god?
Jeg syntes den var rigtig god og det var faktisk på grund af at jeg syntes man lærte meget om det gamle København og at det er en både meget drenget bog og en meget piget bog så alle kan faktisk læse den og den kan på nogle punkter også bruges til familie oplæsning.
Og så kan jeg også meget godt lide det med at der kommer noget krig ind i det det gør det hele lidt mere spændende.

Hvilken slags bog er det?
Det er en fantasy bog fordi at den har mange over naturlige ting i fx: drager, feer, tryllestave, alfer, tidshuller. osv.
Ikke at det gør den dårlig men det er jo ikke noget vi hører så meget om i en bog om Christian d. 4. vel:)

Hvis Clara’s anmeldelse har vakt jeres interesse for bogen, kan I evt. læse mere om den på  www.tidsdetektiverne.dk hvor forfatteren også røber at der er en 2’er på vej, der hedder Soltemplets hemmelighed, som udkommer i foråret 2012.

Hvis I har lyst, er I også velkomne til at sende jeres anmeldelser af bøger som vi enten ikke kender, eller endnu ikke har nået at anmelde her på Fabelagtig.

%d bloggers like this: