Bøger i farveorden?

Faldt lige over dette her billede på nettet:

Jeg vil med det samme understrege at sådan ser min reol IKKE ud.

Og selv om jeg elsker farver, og farvekombinationer, så kommer mine bøger aldrig til at stå i farveorden!

Men sjovt ser det ud synes jeg.

Hvad synes I – hvordan ordner i bøgerne i jeres reoler, efter højde, alfabetisk, efter farve eller?

Krystalhjertet

Det er efterhånden ved at være noget tid siden at jeg købte den gennem redigerede sammenskrivning af Mirabøgerne:
Krystalhjertet af Josefine Ottesen.

Jeg har købt den som e-bog.

Både Laura og jeg har læst den (Laura ind til flere gange) og jeg må sige at det virkelig er både spændende og medrivende læsning, hvis man er til middelalder fantasy.

Den gennemgående figur er Mira, der lever i landet Dakja. Hun er født ind i en rig familie, hendes mor er Dakjaner og fra en meget indflydelsesrig familie, og hendes far er af Truwa slægt, og historie skriver for Kongen af Dakja.

Truwaerne er hvad man kan betragte som et etnisk mindretal, de er rejsende historiefortællere, håndværkere og magikere.

Da en ny konge overtager landet bliver der uro og der startes en reel etnisk udrensning af Truwaerne, så Mira der er halvblods Truwa er i stor fare. Hun bliver stillet over for valget at gifte sig ind i en indflydelsesrig Dakja familie, eller følge sine instinkter og vandre sammen med Truwaerne.

Og da det viser sig at hun har store magiske evner, ender hun omend modvilligt med at vælge Truwaerne frem for Dakjanerne.

Som sagt før er det en fantastisk spændende skrevet bog, og vel også en kommentar til forholdene for indvandrere og minoriteter rundt om i verden.

Det er en bog  jeg varmt kan anbefale.

Anderledes bogreoler

På min vej rundt på nettet stødte jeg på endnu en anderledes bogreol. I har nok lagt mærke til at jeg er vild med, når designerne tænker ud af boksen. Jeg har tidligere lagt billeder op af sjove bogreoler her.

De fleste af dem er måske nok mere sjove (og mega trendy design), end de er praktiske.

Men derfor synes jeg alligevel at de passer godt her på bloggen, så her får i lige en anderledes reol.

Hvis I støder på billeder af sjove reoler som I synes jeg skal vise frem på bloggen, er I velkomne til at sende mig et link til billedet.

Noget tyder på at det kunne blive en tilbagevendende begivenhed med billeder af sjove og anderledes reoler.

Er børne- og ungdomsbøger alt for prægede af kvinder?

Har lige kigget ned over listen af bøger som jeg har anmeldt her på bloggen, vi er efterhånden kommet op på hele 26 anmeldelser som du kan se på “hvad skal jeg læse?” siden.

Det slog mig at hele 13 af anmeldelserne er bøger af kvindelige forfattere, og da jeg for længe siden faldt over en artikel på DR hvor en mandlig forfatter angriber børnebogsbranchen for at være styret af kvinder, og dermed have alt for stor fokus på bøger til piger, kom jeg til at tænke over dilemmaet.

Som mor til 2 piger kan der jo være visse fordele i at der er stor fokus på pige-litteratur, men det er da ret tankevækkende, for selv om jeg i udgangspunktet havde besluttet at bloggen her skulle have anmeldelser af bøger til både piger og drenge, så er det alligevel endt med at have meget stor fokus på bøger der er meget pigede.

Jeg synes det er et problem hvis der mangler litteratur der appellerer til drengene, men hvad siger I?
Er børne- og ungdomsbøger alt for præget af kvinder?
Hvordan får vi de mandlige forfattere på banen?
Hvad læser jeres drenge?

Her kommer Lola serie

Her kommer Lola er første bind i en serie på 6 snart 7 bøger af den tyske forfatter Isabel Abedi. Serien er meget populær i Tyskland, og de 3 af bøgerne er nu blevet oversat til dansk. Bøgerne er perfekte til piger i alderen 9-10 år.

Bøgerne handler om den niårige Lola, der har en meget livlig fantasi, der blandt andet betyder at hun om natten når hun ikke kan sove forvandler sig til mange forskellige personligheder, heriblandt den berømte reporter LO.VE og sangerinden Jacky Jones.

Clara har slugt alle de 3 danske oversættelser af Lola-bøgerne hun elsker Lola’s livlige fantasi, og det er jo ikke så mærkeligt når hun også selv er indehaver af en meget stor portion fantasi.

Vi har heldigvis lige konstateret at de 2 næste har ramt butikkerne, så de kommer nok med på sommerferie.

De andre bøger i Lola-serien hedder:
Lola på hemmelig mission
Lola laver overskrifter
Lola Løvehjerte
Tæppet op for Lola

Ved du godt det – om dyr?

I de sidste måneder har der været helt stille her på bloggen. Det er jeg lidt ærgerlig over, men jeg håber at grunden gør at jeg bliver tilgivet.

Jeg har i de seneste måneder arbejdet sammen med 2 gæve kvinder – jazzmusiker – Susi Hyldgaard og forfatter og illustrator – Dorte Schou, der har udviklet et fabelagtigt koncept der indeholder jazz, fortællinger, live-forestillinger, videoer og meget mere.

Konceptet henvender sig til børn fra 2-5 år, og består blandt andet af 5 super søde bøger, med tilhørende CD’er, der fremover kan købes på veddugodtdet.dk, hvor der også er forskellige aktiviteter for børnene.

Historierne handler om Muldvarp, Hvalros, Løve, Kolibri og Flagermus, og der er flere historier på vej, kan jeg godt røbe 🙂

Jeg har hjulpet dem med at lave hjemmesiden, det har været super spændende at arbejde sammen med de 2 kreative kvinder og jeg glæder mig til at følge dem fremover.