Bogforum i Bellacenter – pakket med med mennesker!

Så er vores snart traditionsrige tur til årets bogforum overstået, og vi har fået masser af gode ting og sager med hjem. Både mere fyld til bogreolerne (phyyh) og masser af oplevelser rigere.

Clara fik signeret Vildheks (4) af Lene Kaaberbøl, og var modig nok til at fortælle Lene at hun har haft hendes nevø som praktikant i sidste uge. Samme bog blev også illustreret og signeret af illustrator Anders Walter.

Laura fik signeret Brobyggerne, og Dandy fra serien “Det store århundrede” af Jan Guillou.

Vi fik kigget på stakkevis af bøger og havde generelt en rigtig dejlig tur. Og fik som sædvanligt spottet en hel del kendisser 🙂

Skal vi dryppe en enkelt dråbe malurt i bægret, så var vi enige om at det ville være en kæmpe fordel for os almindelige forbrugere hvis forlagene samarbejdede og lavede temasektioner. Så man for eksempel kan orientere sig enten i alt hvad der er kommet af ny ungdomslitteratur, eller alt hvad der er kommet af  historiske romaner. For man bruger godt nok meget tid på at gå rundt mellem standende og lede og når man går har man en fornemmelse af at man ikke rigtig kan skaffe sig overblik nogen steder.

Læs også om vores oplevelser på Bogforum 2010 og Bogforum 2011.

En bog blev signeret…

Vi havde eet klippefast punkt på programmet da vi tog på bogforum, nemlig at møde Josefine Ottesen, og forhåbentlig få signeret den bog der har betydet at begge pigerne stort set har læst alle de bøger som Josefine Ottesen har skrevet.

Bogen har jeg tidligere anmeldt her på Fabelagtig, den hedder Roselil og hendes venner.

Herfra en kæmpe tak til Josefine for den fine introduktion du har givet mine piger til fantasygenren, der har været med til at inspirere dem, give dem blod på tanden og lyst til at læse andre fantasy bøger.

Her er lidt billeder fra mødet:

Hvad tasken indeholdt, på vejen hjem fra Bogforum 2011

Jeg fik lange arme på vejen hjem fra Bogforum, for vi lod os rive med af stemningen og messepriserne, så tasken blev fyldt op med masser af godter.

Planen er selvfølgelig at det hele skal anmeldes, efterhånden som vi kommer i gennem stakken, men ind til videre må I nøjes med titler og navne på forfatterne.

Nu skal jeg i gang med at lave en plan for hvad der skal ud på bloggen hvornår, så alt kommer med, men i små fordøjelige portioner.

I vilkårlig rækkefølge havde vi følgende i tasken da vi pakkede ud:

  • Den grå gade, af Anders B. Nørgaard (vores første men nok ikke sidste køb hos Josephine O.)
  • Vildheks 3 – Kimæras hævn, af Lene Kaaberbøl (se Fabelagtig’s anmeldelse af Vildheks – ildprøven)
  • Dansk i 1000 år, af Allan Karker (Laura var så heldig at vinde den i en lodtrækning hos Modersmålsselskabet)
  • Iqbal Farooq på Bornholm, af Manu Sareen (se Fabelagtig’s anmeldelse af Iqbal Farooq)
  • Øgledronningens forbandelse, af  Hanne Fabricius (en fantasyroman med København i centrum, som Clara allerede har kastet sig frådende over)

Ud over ovenstående, en mængde forskellige flyers om forskellige nyheder på markedet samt

  • Børne- og ungdomslitteratur 1 og 2 af Bent Rasmussen, med portrætter af 24 danske forfattere der skriver børne- og ungdomslitteratur.

Billedspam fra bogforum 2011


Det er 2. gang jeg tager på bogforum bevæbnet med kameraet, min tålmodighed (det bliver godt når Bogforum flytter til større rammer i Bella Centeret til næste år) og  min nysgerrighed.

Der var flere formål med at tage afsted , det ene formål er at finde nye bøger til at mætte pigernes utrættelige læselyst, det andet formål er at få ideer og inspiration til spændende indlæg til jer. Jeg fik masser af af det hele, og mere til.

Desværre lagde Clara sig med halsbetændelse, så det blev bare Laura og jeg der tog afsted, men vi fik en rigtig hyggeligt tur i boghimlen.

Nedenfor får I lige lidt billedspam fra dagen.

Jeg lover at der kommer masser af indlæg både om de ting vi tog med hjem, om de ting vi skriver på ønskelisterne, og vores oplevelser.

Vild med ord – Børnenes bogdag

Vild med ord, er en bogmesse der afholdes i Århus, i perioden 26. august til 4. september. De har et særskilt børnearrangement – Børnenes bogdag, afholdes i Ridehuset  d. 1. September. Jeg får desværre ikke selv mulighed for at rejse  over til fastlandet for at deltage, men det ser rigtig spændende ud.

Der er blandt andet mulighed for at møde Kenneth Bøgh Andersen, der er forfatter til bøgerne om Antboy som jeg tidligere har anmeldt her på Fabelagtig.

Det bliver også offentliggjort hvem der er vinder af  novellekonkurrencen, 20 af de bedste noveller skrevet af børn i alderen 9-15 år er blevet samlet i en novellesamling der udkommer på børnenes bogdag, den hedder Det’ løgn.

Hvis nogen skulle få tid til at kigge forbi Børnenes Bogdag, må I meget gerne give et praj, så vil jeg vældig gerne skrive om det og lægge billeder her på bloggen.

Shufflebook

På BogForum faldt jeg helt tilfældigt over nogle skønne “bøger” der hedder Shufflebook det er et skønt koncept hvor “bøgerne” egentlig er en kasse med 29 lækre tykke kort der opfordrer til leg både børn imellem men også med de voksne.

Jeg indkøbte et par stykker og har allerede besluttet at den ene skal bruges til julegave og den anden bliver boende her hos os.

Den der bliver boende her i huset hedder “Tegn med tal – ansigter” og er for børn i alderen 5-12 år (og så sådan nogen skøre “børn” som mig der bliver ved med at tegne….til de er….) – og vi glæder os allerede til at tage kortene ud af æsken, og komme i gang med at tegne ansigter. Det kan være at vi viser nogen af resultaterne frem når vi har leget.

Og nu ingen kommentarer om at jeg bare lod mig rive med af de super skønne og farverige figurer på forsiden.