Tag Archives: læs selv

Striden om Natkrystallerne – Det blå lys

5 okt

Striden om natkrystallerne - Det blå lysMin søde Svigerinde, der også er en fantastisk dansklærer gav Laura den første bog i serien “Striden om Natkrystallerne – Det blå lys”  det er Bent Jakobsens debutbog og er illustreret med nogle skønne blyantstegninger af  Flemming B. Jeppesen.

Det er ikke så tit at man støder på dansk skrevet og udgivet fantasy – men her er et rigtig godt eksempel  på at det sagtens kan lade sig gøre at lave god fantasy til børn i Danmark.

På bagsiden står der:

Landsbyen Compton Bassett plages af trolde. Det begynder med at en mystisk fremmed bringer en pose piletræsfrø til byen. Senere vender han tilbage med et bur fuld af trolde, som han slipper løs for at lade dem bo i pilehegnet. Efterhånden bliver troldene en plage for de stakkels landsbyboere, og kromanden Goodwin bliver udpeget til at rejse ud for at finde den mystiske fremmede. Han skal overtale den fremmede til at befri landsbyen for troldeplagen. Goodwin kommer ud på en lang og farefuld færd i sin jagt på ham, som vi senere skal lære at kende som troldmanden castanac. Men heldigvis får han selskab af kaptajn Bomstaff og skibsdrengen Henri.

Vi begyndte at læse den som højtlæsning, men Laura kunne ikke vente på at det blev tid til at læse igen, så hun læste forud, og da hun nåede slutningen fortalte hun at hun ikke kunne vente særlig længe inden hun skulle have nr. 2 i serien.

Det sjove var at jeg ikke kunne lade være med at læse bogen til ende, selv om Laura allerede var færdig. Det er en rigtig velskrevet historie, det har lige den rette kombination af spænding, mysterier, magi,  og ikke mindst morsomme indslag.

Laura’s yndlingsafsnit er der hvor vi første gang møder troldene der følger efter fortælleren og pludselig hænger ned foran hende med hovedet ned af  og siger Booooo – hun klukler hver gang hun når til det afsnit, og det er også det som jeg generelt opfatter som styrken ved bogen, at den konstant overrasker og tager drejninger som man ikke havde forestillet sig bare få sider inden.

De to andre bind i serien – som man er nødt til at få fingrene i så hurtigt som muligt efter læsning af Det blå lys hedder:
Striden om Natkrystallerne – Skyggeringen
Striden om Natkrystallerne – Stjernedråberne

Bogen egner sig som højtlæsning for børn i alderen 8-10 år og som bøger man selv kan læse når man er  10-13 år.

Enhanced by Zemanta
Reklamer
%d bloggers like this: