Tag Archives: højtlæsning

Gummi Tarzan

19 okt

Da jeg var barn var jeg stor fan af  Ole Lund Kirkegaard, som har skrevet rigtig mange sjove og underfundige bøger. Den jeg bedst kunne lide var historien om Gummi Tarzan –  men Hodja fra Pjort og Otto er et Næsehorn stod også ret højt på listen.

Mit bud er at en meget stor del af dem der var børn i 70’erne og 80’erne har læst Gummi Tarzan, men nu får I alligevel et resumé – det er en barsk historie om en dreng der bliver mobbet både i skolen og af sin far, og som i dag vel egentlig er ret politisk ukorrekt.

Gummi Tarzan hedder i virkeligheden Ivan Olsen. Ivan Olsen er lille og ikke særlig stærk, så han kommer hver dag  hjem med våde bukser eller næseblod fordi de andre giver ham buksevand eller banker ham.

Ivan Olsen er heller ikke nogen ørn i skolen. Hver dag når han kommer hjem fra skole spørger hans far ham hvad han har lært, men Ivan har aldrig lært noget. Ivans far læser Tarzan og han vil gerne have at Ivan bliver lige så stor og stærk som ham, men da Ivan hele tiden kommer hjem med næseblod begynder han at kalde ham for Gummi Tarzan.

Men en dag sker der det fantastiske at Ivan møder en vaskeægte heks. Og hun giver ham muligheden for at få opfyldt et ønske. Ivan overvejer hvad han skal ønske og finder på et ret smart ønske nemlig at få alle sine ønsker opfyldt. Men det kan heksen alligevel ikke klare. Så de indgår et kompromis. Ivan får alle sine ønsker opfyldt i een dag. Den dag kan Ivan cykle, bliver mester i langspyt, giver de store drenge buksevand, og læser den største bog på hele biblioteket.

I håb om at få opfyldt endnu et ønske løber han ud for at finde heksen igen den næste dag, men hun er desværre væk…

Jeg vil gerne vove pelsen og sige at historien om Gummi Tarzan stadig holder selv om den er 40 år gammel, og hører til i kategorien “klassiker”. Om ikke andet kan man da få en snak med ungerne om hvordan man behandler eller måske især IKKE behandler andre mennesker.

Hvad synes I?

Reklamer

Clara anmelder Øgledronningens forbandelse

21 nov

Da vi var på bogforum lå Clara desværre derhjemme med ondt i halsen, så vi lovede at vi nok skulle tage nogle spændende bøger med hjem til hende.

Allerede 4 dage senere havde hun pløjet sig igennem samtlige 231 sider, og på opfordring fra sin moder forfattet en anmeldelse til Fabelagtig. Jeg elsker det barn!

Anmeldelse af Øgledronningens forbandelse af Hanne Fabricius, skrevet af Clara Krogh-Hansen (9 år).

Hvad handler bogen om?
Ja den handler om en pige ved navn: Margrethe Hatt. Det hele starter faktisk den dag hvor Margrethes far forsvinder og han kommer ikke tilbage.

Margrethe har to allerbedste venner de hedder Thea og Sigurd og de og hendes morfar tager så ud for at redde Margrethes far Gustav Hatt.

Der er også den gamle Øgledronning der sammen med sin gode ven fyrst Morton er ved at vælte Kong Valdemar af tronen og den gamle Øgledronning er ved at få magten over tiden. Og det er det værste man kan forstille sig for du ville jo heller ikke være glad for at træde ud i sten alderen når du skulle en tur ud og gå i byen vel:)

Måden Margrethe Hatt finder ud af at hun skal afsted med sine venner(for at redde sin far) var den dag de skulle sove hos hende og hun træder ind i sin mors hatte forretning og støder ind i en høj tynd dame med slange tunge. Og det er det der bringer dem ind i en tidsmaskine som bringer dem ind i det gamle København og der kommer de op på Biskop Absalons borg og der får de hjælp og nye venner.

Var historien god?
Jeg syntes den var rigtig god og det var faktisk på grund af at jeg syntes man lærte meget om det gamle København og at det er en både meget drenget bog og en meget piget bog så alle kan faktisk læse den og den kan på nogle punkter også bruges til familie oplæsning.
Og så kan jeg også meget godt lide det med at der kommer noget krig ind i det det gør det hele lidt mere spændende.

Hvilken slags bog er det?
Det er en fantasy bog fordi at den har mange over naturlige ting i fx: drager, feer, tryllestave, alfer, tidshuller. osv.
Ikke at det gør den dårlig men det er jo ikke noget vi hører så meget om i en bog om Christian d. 4. vel:)

Hvis Clara’s anmeldelse har vakt jeres interesse for bogen, kan I evt. læse mere om den på  www.tidsdetektiverne.dk hvor forfatteren også røber at der er en 2’er på vej, der hedder Soltemplets hemmelighed, som udkommer i foråret 2012.

Hvis I har lyst, er I også velkomne til at sende jeres anmeldelser af bøger som vi enten ikke kender, eller endnu ikke har nået at anmelde her på Fabelagtig.

De små blå mænd

13 aug

De små blå mænd er skrevet at Terry Pratchett, der er en engelsk scienfiction og fantasy forfatter.

Bogen handler om Tiffany, der gerne vil være heks når hun bliver stor. Og da Tiffanys lillebror bliver kidnappet beslutter hun sig for at tage afsted for at redde ham. For selv om han er verdens mest irriterende og møgforkælede lillebror, så er han nu engang en del af familien….

Terry Pratchett har ry for at være en meget humoristisk forfatter, og det kommer også til udtryk i De små blå mænd.

For Tiffany er nemlig bevæbnet med et udvalg af forskellige ting da hun tager afsted for at redde sin lillebror, blandt andet en stegepande, sin bedstemors bog om Fårets sygdomme, og sin talende tudse.

Hun har allieret sig med de små blå mænd, der er et kapitel for sig, de er egentlig alfer, der er blevet smidt ud af dronningens rige fordi de altid bander, slås og drikker.

Det viser sig at det er dronningen der har kidnappet Tiffanys lillebror, og hun har taget ham med til landet på den anden side, hvor drømme – og mareridt – bliver til virkelighed.

Vi glæder os allerede til at komme i gang med fortsættelsen der hedder: “En hat fuld af himmel”.

Virkelig underholdende læsning både for piger og drenge fra 9 år og op.

Hvad fætter gør…

4 jan

…er altid det rigtige, af Manu Sareen røg lige med ned i kurven da jeg var forbi boghandlen for at købe nogen af julegaverne. Den havde jeg gået og luret på lige siden jeg hørte at den skulle komme tilbage i  oktober.

Det er en super underholdende gendigtning, “sygt frit” efter  H.C. Andersens eventyr – “Hvad fatter gør, er altid det rigtige”.

Det er en bramfri tur igennem Vesterbro, hvor der gerne må tales med accent. Med udgangspunkt i Den Arabiske Kioske, hører man om den heldige fætter Osamas oplevelser da han skal sælge en tyggegummimaskine for at skaffe strøm til Kiosken.

Det tager ikke lang tid at læse den højt (når man altså tager højde for grinepauser) og den er fantastisk politisk ukorrekt og tager en god gang  gas på alle fordomme om indvandrere og danskere.

Bogen kan klart anbefales som højtlæsning for 5-10 årige og ikke mindst deres forældre….

Manu Sareen har i øvrigt også skrevet serien om Iqbal Farooq, som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen.

Roselil og hendes venner

26 nov

Den første gang vi stødte på Josefine Ottesen var da vi lånte Roselil og hendes venner på biblioteket i Frederiksværk.

Laura var 5 år da vi tog hul på serien, I ved lige der hvor man er til prinsesser, alfer, feer og lyserødt.

Historien handler om en lille fe fra Sommerlandet der hedder Roselil. Hun bor i en vild rosenbusk sammen med hendes bedste ven sommerfuglen Silke.

Men de de onde og uhyggelige væsner fra Mørkebjergene truer med at ødelægge sommerlandet, så Roselil må lave en redningsaktion.

Sammen med Silke, skovtrolden Dunder, elverpigen Månestråle og havfruen Ariadne sørger Silke for at roen igen kan sænke sig over Sommerlandet.

Både Laura og jeg var helt enige om at hvis vi stødte på mere der var skrevet af Josefine Ottesen, skulle vi helt sikkert læse det også, og siden er det jo blevet til rigtig mange, blandt andre Hullerikkerne fra Syvstammetræet.

De andre 2 bøger i serien hedder:

Roselil og Blomsterkrigen
Roselil og den lille drage

Og de er bestemt også værd at læse, selv om Laura og jeg mener at det var den første der var bedst.

Kaptajn Bimse og Goggeletten

25 nov

En kommentar på facebook for nogle dage siden mindede mig lige om denne her super gode serie af Bjarne Reuter som vi læste for pigerne som godnathistorie da de var mindre.

Historien handler om Anna, der har glemt sin dukke  Sorte Sophie i sommerhuset i Rørvig da det blev lukket for vinteren. Det er hun meget ked af ikke mindst fordi de voksne nægter at køre derop bare for at hente en dukke….

Men en aften hører hun en mærkelig lyd, og det viser sig at det er Kaptajn Bimse og Goggeletten der er på jagt efter Rynkede (Californiske rosiner) til Zanzibar ( en lille gul flyvemaskine) – de lover at hjælpe Anna med at komme til Rørvig for at redde Sorte Sophie.

Det bringer Anna og hendes bamse, der hedder Johnson på en spændende rejse til Porsens land hvor de blandt andre møder Fedtegreven fra Odsherred og Bøverniklen.

Kaptajn Bimse og Goggeletten hører til i den kategori af bøger hvor man er nødt til at holde grinepauser i højtlæsningen. Der bliver leget med sproget på helt fabelagtig vis.

De andre bøger i serien hedder: Kaptajn Bimse & Kong Kylie, Kaptajn Bimse i Ottomanien, Kaptajn Bimse i Saltimbocca og Kaptajn Bimses jul.

Vi har læst dem allesammen, ind til flere gange.

Bøgerne er illustreret af Anette Reuter, der har lavet nogle rigtig søde stregtegninger.

 

 

%d bloggers like this: