Dahlia Dragehvisker – Slavelandet

En af de bøger vi indkøbte i boghandlen, da vi skulle sikre læsestof til de regnvåde sommerdage, var forsættelsen på de første 2 bøger om Dahlia Dragehvisker af Ida-Marie Rendtorff, som jeg har anmeldt i et tidligere indlæg.

Dalia stammer fra en meget gammel slægt af dragehviskere. Hun bor i en by der udelukkende er befolket af kvinder med særlige evner til at kommunikere med drager, kvinderne træner dragerne og bruger dem blandt andet til at forsvare samfundet mod den onde fyrst Mautus, der er i konstant krig med dragehviskerne.

I 3. bind, der hedder Slavelandet, er Dahlia blevet fanget af troldmanden, der har sendt hende med et skib ud på havet, fordi hun opdagede at han med vilje har forgiftet dragerne, imens han lader som om han giver dem medicin for at kurere en forfærdelig dragesyge.

Ombord på skibet møder vi Askar (skibsdrengen) og Fiskefjæs (skibskokken) der senere skal vise sig at blive til uvurderlig støtte for Dahlia, da de bliver solgt som slaver til Arban og bliver sat til at arbejde i en mine.

Det viser sig at Arban har en speciel plan med Dahlia, hun skal nemlig styre en drage, der fungerer som trækdyr nede i minen.

I minen må de gennemgå mange strabadser, som jeg ikke vil røbe her, men der er i hvert tilfælde spænding til sidste side i 3. bind af serien, hvor vi nu kun mangler at kaste os over Dødebjerget.

Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog og er meget fængende, så den kan godt anbefales til piger der er vilde med fantasy.

Krystalhjertet

Det er efterhånden ved at være noget tid siden at jeg købte den gennem redigerede sammenskrivning af Mirabøgerne:
Krystalhjertet af Josefine Ottesen.

Jeg har købt den som e-bog.

Både Laura og jeg har læst den (Laura ind til flere gange) og jeg må sige at det virkelig er både spændende og medrivende læsning, hvis man er til middelalder fantasy.

Den gennemgående figur er Mira, der lever i landet Dakja. Hun er født ind i en rig familie, hendes mor er Dakjaner og fra en meget indflydelsesrig familie, og hendes far er af Truwa slægt, og historie skriver for Kongen af Dakja.

Truwaerne er hvad man kan betragte som et etnisk mindretal, de er rejsende historiefortællere, håndværkere og magikere.

Da en ny konge overtager landet bliver der uro og der startes en reel etnisk udrensning af Truwaerne, så Mira der er halvblods Truwa er i stor fare. Hun bliver stillet over for valget at gifte sig ind i en indflydelsesrig Dakja familie, eller følge sine instinkter og vandre sammen med Truwaerne.

Og da det viser sig at hun har store magiske evner, ender hun omend modvilligt med at vælge Truwaerne frem for Dakjanerne.

Som sagt før er det en fantastisk spændende skrevet bog, og vel også en kommentar til forholdene for indvandrere og minoriteter rundt om i verden.

Det er en bog  jeg varmt kan anbefale.

På forfatteropdagelse (Josefine Ottesen)

I har måttet lægge øre til meget om Josefine Ottesen, der til dato er pigernes yndlingsforfatter.

Hvor har de tilbragt mange gode timer i selskab med hendes fantastiske universer – både da vi læste højt af Roselil bøgerne og Hullerikkerne fra Syvstammetræet – men også nu hvor de selv læser.

Josefine Ottesen er født i 1956 og debuterede som forfatter i 1983 – og har siden skrevet mere end 60 bøger for børn og unge, og har modtaget et utal af priser.

Jeg havde det indtryk at hun mest skrev bøger der er egnet til piger, men efter en lidt mere dybdegående tur rundt på hendes hjemmeside har jeg konstateret at hun så sandelig også har skrevet bøger til drenge.

Her er et par af titlerne:  Det døde land, og Krigeren, som vi ikke har læst her i familien, men som jeg er sikker på er bøger der vil holde drengene fanget hvis de ellers bryder sig om fantasy. Hvis der er nogen af jeres drenge, der har læst nogen af bøgerne og har lyst til at lave en anmeldelse er de velkomne til at sende den til mig, så vi også kan få bygget nogle anmeldelser af drenge litteratur op her på siden.

Lige nu er jeg faktisk selv i gang med at læse Krystalhjertet – det er muligt at jeg har en lidt barnlig smag i bøger – men jeg er altså blevet suget helt ind i den og glæder mig til at fortælle om den her når jeg får læst den færdig.

Josefine Ottesen har i øvrigt en rigtig god hjemmeside, med læseuddrag af mange af bøgerne, beskrivelse af de universer hun skriver om, og links til de hjemmesider der handler om de specifikke serier.

Billedet af Josefine har jeg lånt fra hendes hjemmeside.

Morganas kilder – Den sorte ravns forbandelse

Den sorte ravns forbandelse af Helle Ryding er første bind i en trilogi med rødder i den nordiske mytologi, der handler om den 12-årige Elisa eller Elycia, der som baby bliver efterladt på en trappe ved Svaneborg, sammen med et brev, der handler om en forbandelse og en halskæde med en guldring i. Efterhånden som hun vokser op finder hun ud af at hun har kræfter som hun ikke selv kan styre.

Historien foregår både i vores verden og i en parallel verden  der hedder Morgana hvor det vrimler med nisser, ravne, elvere og mange andre overnaturlige væsner. Her kommer vi forbi både Sylfiden og Et Folkesagn for dem der kender de gode nordiske klassikere.

Hvis I har lyst til at læse et uddrag af bogen inden i kaster jer ud i hele serien, så kan man læse noget af den på Helle Rydings hjemmeside.

Endnu en rigtig godt skrevet dansk fantasy serie, der klart kan anbefales til piger i alderen 10-14 år. Laura har læst alle tre bind i serien og havde meget svært ved at lægge dem fra sig!

De andre bind i trilogien hedder:
De fire vinde
Regnbuestøv

Grønnesø-serien

Clara ønskede sig bøger i Grønnesø-serien i julegave, og de fik hun heldivis, så hun har siddet limet fast i stolen foran pejsen hjemme hos Farmor.

Grønnsesø-serien er skrevet af Josefine Ottesen, der er pt. 3 bøger i serien der hedder: Den Stjålne Sten, Visdommens Vogter
og Soltårerne. De handler om Trunter, Træspringere og Stjernesamlere. Hovedpersonen er Trunten Pil, der gerne vil være venner med alle. Og da Fredsstenen bliver stjålet er det Pil der bliver sendt ud for at  finde den, sammen med alliken Olli.

Jeg synes at Josefine Ottesen endnu engang har formået at skabe et univers af forskellige eventyrlige figurer, der er med til at bygge oven på klassiske eventyr og eventyrfigurer. Hun skriver selv at hun betragter serien som en slags fortsættelse af serien om Roselil som vi også har været rigtig glade for her i familien.

Clara lever sig helt ind i Grønnesø-universet, og glæder sig allerede til at komme i gang med Visdommens Vogter.

Dahlia Dragehvisker

Laura er vild med fantasy, og ønskede sig Dahlia Dragehvisker af Ida-Marie Rendtorff i julegave. Der er pt. 4 bøger i serien, de hedder Dragesygen, Magnetstenen, Slavelandet, og Dødebjerget.

Det første bind i serien handler om Dahlia der er 14 år – hun lever i et samfund der er styret af kvinder, der alle sammen har en speciel evne til at omgås drager. Dahlia har sin egen drage, der hedder Flamar, og det er meningen at hun skal tage den store prøve så hun kan blive Dragekriger og kæmpe imod den onde fyst Mautus. Men der går noget galt, det viser sig af de stærkeste af dragerne bliver angrebet af en ukendt sygdom der gør at de ikke kan kan tage føde til sig.

Dahlia sætter sig for at finde ud af hvad der sker, og det bringer hende på farefulde ekspeditioner….

Bøgerne er velskrevne og ikke særlig svære at læse. De er heller ikke specielt lange, så hvis man ikke har lyst til at kaste sig over de store mursten er dette en serie der er rigtig god.

Jeg kan røbe at Laura allerede er i gennem de første 2 bind, så nu må vi på jagt efter de 2 næste.

Roselil og hendes venner

Den første gang vi stødte på Josefine Ottesen var da vi lånte Roselil og hendes venner på biblioteket i Frederiksværk.

Laura var 5 år da vi tog hul på serien, I ved lige der hvor man er til prinsesser, alfer, feer og lyserødt.

Historien handler om en lille fe fra Sommerlandet der hedder Roselil. Hun bor i en vild rosenbusk sammen med hendes bedste ven sommerfuglen Silke.

Men de de onde og uhyggelige væsner fra Mørkebjergene truer med at ødelægge sommerlandet, så Roselil må lave en redningsaktion.

Sammen med Silke, skovtrolden Dunder, elverpigen Månestråle og havfruen Ariadne sørger Silke for at roen igen kan sænke sig over Sommerlandet.

Både Laura og jeg var helt enige om at hvis vi stødte på mere der var skrevet af Josefine Ottesen, skulle vi helt sikkert læse det også, og siden er det jo blevet til rigtig mange, blandt andre Hullerikkerne fra Syvstammetræet.

De andre 2 bøger i serien hedder:

Roselil og Blomsterkrigen
Roselil og den lille drage

Og de er bestemt også værd at læse, selv om Laura og jeg mener at det var den første der var bedst.