Facebook følgeton for de mindste

Jeg har før skrevet om veddugodtdet.dk, de har kastet sig over facebook – og det går ikke stille for sig!

I denne uge er der gang i en facebook følgeton med titlen: “Historien om en pige, et sovedyr, en død kat og en Indkøbsvogn” – det var i hvert tilfælde nok til at fange min interesse, så selv om historien vel mest er beregnet til de mindste, så kan jeg ikke lade være med at kigge med og se hvad de mon har fundet på i dag.

Hvis du har fået lyst til at følge med kan du finde dem her: http://www.facebook.com/veddugodtdet og de har i øvrigt også en rigtig fin hjemmeside med spil, video og masser af lyd samples: http://veddugodtdet.dk/

Det kan man også bruge bøger til…

Jeg har skrevet her om anderledes måder at bruge bøger på, og idag har jeg  fundet nogle flere sjove billeder på nettet til temaet “det kan man også bruge bøger til” – jeg synes det er imponerende hvad folk finder på at bruge bøger til – altså når de ikke lige læser i dem.

Jeg tænker ofte på om de går i antikvariater og køber bøger med det eneste formål at bruge dem til spændende hobby projekter, eller om de piller en roman ud af reolen og beslutter at den kommer de ikke til at læse igen, så den kan de godt skære i stumper og stykker.

Selv har jeg det lidt ambivalent med at bøgerne bliver ødelagt, for jeg synes egentlig at man bør gøre sit bedste for  passe på sine bøger, når man nu har investeret i dem.

På den anden side er de ting der kommer ud af de forskellige projekter jo fantastiske, så måske gør det ikke så meget.

Hvad synes I? er det helt fint at lave en lampe ud af en bog, eller er det mishandling?

Prinsesser spiller ikke fodbold

Prinsesser spiller ikke fodbold er skrevet af Maria Montell, og er en underholdende og tankevækkende historie om piger og fodbold – den kan læses højt fra 7 års alderen og ellers er den også velegnet til at læse selv når man er omkring 9 år.

Historien handler om Sofie Amalie Benedicte Jensen (et navn som hendes mor har insisteret på at give hende – i tilfælde af at hun skulle blive til noget stort), der bor sammen med sine forældre i et helt almindeligt hus, altså bortset fra det tårn hendes far har bygget, da hendes mor ikke mener at man kan leve uden at have et tårn.

Ifølge Sofies mor er Sofie en rigtig prinsesse, der helst skal gå i strutkjoler og glimmersko, men Sofie drømmer bare om at blive optaget i Klør Fem Klubben, hvor alle de seje drenge spiller fodbold.

Sofies eneste “fridag” fra de “rigtige” interesser så som dans, klaver, og moderens prinsessedrømme er lørdag hvor mor ikke holder øje med hvad hun laver, så der træner hun fodbold, og ender med at blive rigtig god.

Hvad det fører til skal ikke røbes her, men det er i hvert tilfælde en udemærket bog, også for voksne, med rig mulighed for at tænke lidt over de kasser som vi let forfalder til at sætte hinanden i.

 

Er børne- og ungdomsbøger alt for prægede af kvinder?

Har lige kigget ned over listen af bøger som jeg har anmeldt her på bloggen, vi er efterhånden kommet op på hele 26 anmeldelser som du kan se på “hvad skal jeg læse?” siden.

Det slog mig at hele 13 af anmeldelserne er bøger af kvindelige forfattere, og da jeg for længe siden faldt over en artikel på DR hvor en mandlig forfatter angriber børnebogsbranchen for at være styret af kvinder, og dermed have alt for stor fokus på bøger til piger, kom jeg til at tænke over dilemmaet.

Som mor til 2 piger kan der jo være visse fordele i at der er stor fokus på pige-litteratur, men det er da ret tankevækkende, for selv om jeg i udgangspunktet havde besluttet at bloggen her skulle have anmeldelser af bøger til både piger og drenge, så er det alligevel endt med at have meget stor fokus på bøger der er meget pigede.

Jeg synes det er et problem hvis der mangler litteratur der appellerer til drengene, men hvad siger I?
Er børne- og ungdomsbøger alt for præget af kvinder?
Hvordan får vi de mandlige forfattere på banen?
Hvad læser jeres drenge?

Ved du godt det – om dyr?

I de sidste måneder har der været helt stille her på bloggen. Det er jeg lidt ærgerlig over, men jeg håber at grunden gør at jeg bliver tilgivet.

Jeg har i de seneste måneder arbejdet sammen med 2 gæve kvinder – jazzmusiker – Susi Hyldgaard og forfatter og illustrator – Dorte Schou, der har udviklet et fabelagtigt koncept der indeholder jazz, fortællinger, live-forestillinger, videoer og meget mere.

Konceptet henvender sig til børn fra 2-5 år, og består blandt andet af 5 super søde bøger, med tilhørende CD’er, der fremover kan købes på veddugodtdet.dk, hvor der også er forskellige aktiviteter for børnene.

Historierne handler om Muldvarp, Hvalros, Løve, Kolibri og Flagermus, og der er flere historier på vej, kan jeg godt røbe 🙂

Jeg har hjulpet dem med at lave hjemmesiden, det har været super spændende at arbejde sammen med de 2 kreative kvinder og jeg glæder mig til at følge dem fremover.

Bøger på Clara’s ønskeliste

Clara bliver lige straks 9 år – og har fuld fart på læsningen, det er en super spændende periode når de går fra at stave sig igennem bøgerne til at læse af lyst, og fordi historierne er spændende.

Hendes bog ønskeseddel er fyldt med heste bøger – hun er vist i gang med at udleve sin drøm om at få sin egen hest ved at læse om dem….men det er nu engang ikke let at holde hest på 3. sal.

Her er listen over bøger som hun ønsker sig:

Pjok og Petrine 9 – af Kirsten Sonne Harrild (foreløbig sidste bind i serien) – I kan læse mere i min anmeldelse af serien.

Hvad Fætter gør – af Manu Sareen – den udkom lige inden bogmessen, og er en fri fortolkning og modernisering af H.C Andersen’s “Hvad fatter gør er altid det rigtige”. Vi har haft rigtig stor glæde af Manu Sareens bøger om Iqbal Farooq – så vi har meget høje forventninger.

Alle elsker Sigge  en serie af Lin Hallberg

Min magiske pony en serie af Jenny Oldfield

Grønnesø serien af Josefine Ottesen