På forfatteropdagelse (Kenneth Bøgh Andersen)

Kenneth Bøgh Andersen er en af de relativt få mandlige forfattere på den danske børne- og ungdomlitteratur scene, som jeg efterlyser når jeg er sur over at der ikke er nok litteratur der kan fange drengene.

Han er født på midtsjælland i 1976, og er uddannet lærer.

Han debuterede som forfatter i 2000 med trilogien Slaget i Caïssa. Han er også forfatter til serien om Antboy og Den store djævlekrig, som jeg anmeldte kort efter BogForum 2010, og som han i øvrigt har vundet Orlaprisen for både i 2005 og 2006.

Kenneth Bøgh Andersen har også skrevet en række gyserhistorer, fx. Det sultne Maleri og andre gys, der er en samling af gyserhistorer, der er lette at læse for de af drengene der lige at begyndt at læse selv.

Og hvis du er træt af  bjældeklang og lalleglade nisser, så skal du måske overveje at læse Skæbnemageren, der udkommer som e-bog og julekalender d. 1. december, jeg synes i hvert tilfælde at den ser super spændende ud.

Læs mere om Kenneth Bøgh Andersen på hans hjemmeside, der bugner af bøger, nyheder, bogmærker til download, og meget mere.

 

Clara anmelder Øgledronningens forbandelse

Da vi var på bogforum lå Clara desværre derhjemme med ondt i halsen, så vi lovede at vi nok skulle tage nogle spændende bøger med hjem til hende.

Allerede 4 dage senere havde hun pløjet sig igennem samtlige 231 sider, og på opfordring fra sin moder forfattet en anmeldelse til Fabelagtig. Jeg elsker det barn!

Anmeldelse af Øgledronningens forbandelse af Hanne Fabricius, skrevet af Clara Krogh-Hansen (9 år).

Hvad handler bogen om?
Ja den handler om en pige ved navn: Margrethe Hatt. Det hele starter faktisk den dag hvor Margrethes far forsvinder og han kommer ikke tilbage.

Margrethe har to allerbedste venner de hedder Thea og Sigurd og de og hendes morfar tager så ud for at redde Margrethes far Gustav Hatt.

Der er også den gamle Øgledronning der sammen med sin gode ven fyrst Morton er ved at vælte Kong Valdemar af tronen og den gamle Øgledronning er ved at få magten over tiden. Og det er det værste man kan forstille sig for du ville jo heller ikke være glad for at træde ud i sten alderen når du skulle en tur ud og gå i byen vel:)

Måden Margrethe Hatt finder ud af at hun skal afsted med sine venner(for at redde sin far) var den dag de skulle sove hos hende og hun træder ind i sin mors hatte forretning og støder ind i en høj tynd dame med slange tunge. Og det er det der bringer dem ind i en tidsmaskine som bringer dem ind i det gamle København og der kommer de op på Biskop Absalons borg og der får de hjælp og nye venner.

Var historien god?
Jeg syntes den var rigtig god og det var faktisk på grund af at jeg syntes man lærte meget om det gamle København og at det er en både meget drenget bog og en meget piget bog så alle kan faktisk læse den og den kan på nogle punkter også bruges til familie oplæsning.
Og så kan jeg også meget godt lide det med at der kommer noget krig ind i det det gør det hele lidt mere spændende.

Hvilken slags bog er det?
Det er en fantasy bog fordi at den har mange over naturlige ting i fx: drager, feer, tryllestave, alfer, tidshuller. osv.
Ikke at det gør den dårlig men det er jo ikke noget vi hører så meget om i en bog om Christian d. 4. vel:)

Hvis Clara’s anmeldelse har vakt jeres interesse for bogen, kan I evt. læse mere om den på  www.tidsdetektiverne.dk hvor forfatteren også røber at der er en 2’er på vej, der hedder Soltemplets hemmelighed, som udkommer i foråret 2012.

Hvis I har lyst, er I også velkomne til at sende jeres anmeldelser af bøger som vi enten ikke kender, eller endnu ikke har nået at anmelde her på Fabelagtig.

Lærerværelset – en spændende blog

Er stødt på en spændende blog der hedder Lærerværelset, blogredaktøren hedder Anette Øster, og er ansat hos forlaget Rosinante.

Der er rigtig mange gode indlæg på bloggen, men det der fik mig til at stoppe op og læse mere var  et indlæg hun har skrevet om drenge og deres læsning , med en rigtig god liste over bøger der er egner sig til drenge.

Det er lige vand på min mølle, jeg har tidligere harcelleret lidt over at der mangler litteratur til drenge, og at meget af den litteratur der er, er skrevet af kvinder.

Jeg har i hvert tilfælde tænkt mig at følge med på “Lærerværelset” så nu er tippet hermed givet videre.

De små blå mænd

De små blå mænd er skrevet at Terry Pratchett, der er en engelsk scienfiction og fantasy forfatter.

Bogen handler om Tiffany, der gerne vil være heks når hun bliver stor. Og da Tiffanys lillebror bliver kidnappet beslutter hun sig for at tage afsted for at redde ham. For selv om han er verdens mest irriterende og møgforkælede lillebror, så er han nu engang en del af familien….

Terry Pratchett har ry for at være en meget humoristisk forfatter, og det kommer også til udtryk i De små blå mænd.

For Tiffany er nemlig bevæbnet med et udvalg af forskellige ting da hun tager afsted for at redde sin lillebror, blandt andet en stegepande, sin bedstemors bog om Fårets sygdomme, og sin talende tudse.

Hun har allieret sig med de små blå mænd, der er et kapitel for sig, de er egentlig alfer, der er blevet smidt ud af dronningens rige fordi de altid bander, slås og drikker.

Det viser sig at det er dronningen der har kidnappet Tiffanys lillebror, og hun har taget ham med til landet på den anden side, hvor drømme – og mareridt – bliver til virkelighed.

Vi glæder os allerede til at komme i gang med fortsættelsen der hedder: “En hat fuld af himmel”.

Virkelig underholdende læsning både for piger og drenge fra 9 år og op.

Harry Potter

Ingen bogblog uden Harry Potter – Laura har læst hele serien et utal af gange. Hvis der ikke lige er noget andet at kaste sig over, starter hun bare forfra på Harry Potter.

Inspireret af Laura, er Clara også i gang med at pløje sig igennem hele serien, og er nu nået til nr. 5.

Efterhånden tror jeg at alle kender til Harry Potter og hele det magiske univers omkring Hogwarts. Men hvis der alligevel skulle være nogen derude der endnu ikke har læst bøgerne eller set filmene, så er her en kort beskrivelse af den første Harry Potter bog:

Harry Potter er en dreng på 10 år der bor hos sin tante og onkel på Ligustervænget i en søvning forstad til London. De behandler ham ikke rigtig skidt, og hans fætter Dudley er en forkælet møgunge der benytter sig af enhver chance for at tyrannisere Harry.

Men på Harry’s 11 års fødselsdag modtager han et brev fra Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab og det går op for ham at han i virkeligheden er troldmand.

Det fører os på eventyr ind i troldmændendes parallel verden, hvor vi møder alle mulige forskellige væsner, og hvor Harry finder ud af at han har helt specielle evner. Han møder også de 2 venner der kommer til at følge ham tæt i alle 7 bind, nemlig Ron og Hermione. Sammen går de 3 til angreb på den grufulde Voldemort, der styrer den onde del af troldmandsverdenen.

Serien består af 7 bøger og er skrevet af den britiske forfatter J.K. Rowling der for nylig har været i Danmark fordi hun har fået HC. Andersen litteraturprisen.

Serien er egnet for alle der elsker fantasy, og de første bøger i serien kan man sagtens læse fra 3. klasse, men det kræver at man er en habil læser.

Da Laura havde læst nr. 7 (Harry Potter og dødsregalierne) sagde hun lidt trist at egentlig var hun lidt misundelig på dem der ikke havde læst bøgerne endnu, for de har godt nok nogle gode bøger til gode.

De syv bind i serien hedder:

Harry Potter og De vises sten
Harry Potter og Hemmelighedernes kammer
Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Harry Potter og Flammernes pokal
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodsprinsen
Harry Potter og Dødsregalierne

Antboy

Boghallen.dk skriver de om Antboy – “Litteraturhistoriens første danske superhelt, for børn fra 9-14 år, er historien om lille, tykke Pelle fra 6. klasse – skolegårdens nederste hakkekylling og Terror-tvillingernes yndlingsoffer.

En dag bliver Pelle bidt af en tissemyre, og hele hans verden forandrer sig som ved et trylleslag. Han bliver til superhelten Antboy – Myredrengen!
Men Pelle og Antboy opdager hurtigt, at det ikke altid er lige nemt at være superhelt i en ganske almindelig søvnig by i Danmark.”

Serien er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen og Antboy har sin helt egen hjemmeside og en facebook gruppe.

Er der nogen der har læst bøgerne og har kommentarer til dem?