Arkiv | Højtlæsning RSS feed for this section

Medlæsere af Helgi Daner og Holger Danske Festival

5 okt

For lidt mere end et år siden spurgte Josefine Ottesen på sin Facebookside om der var nogen der kunne være interesserede i at være “medlæsere” af hendes kommende bog.

Det er jo ikke nogen hemmelighed her på bloggen at Clara og jeg er store fans af Josefine, så vi meldte os straks under fanerne, og det betød at vi brugte noget af sommerferien på at læse første gennemskrivning af bogen, med ret til at kommentere på karaktererne, kritisere, ønske sig en anden slutning.

Det var super spændende at være med og dermed også være en del af skriveprocessen i den nye bog. Og vi har med spænding fulgt med i den videre proces hvor andre familier har fået lov til at kommentere mere færdige udgaver af manus.

Som medlæsere fik vi lovning på et signeret eksemplar af bogen når den udkom. Og det gjorde den d. 2. oktober.

Vi blev derfor inviteret med som gæster til Holger Danske Festival på Nyborg Slot d. 4. oktober, hvor vi fik overrakt vores signerede eksemplar af Helgi Daner, som vi nu skal til at læse for at se om nogen af vores kommentarer er kommet med.

Uden at have læst det færdige eksemplar kan vi godt røbe at det er en fabelagtig bog, med  norner, riddere, piger der forklæder sig som drenge for at få lov til at kæmpe, konger, dronninger, vikinger. Så der er masser af læsestof til både piger og drenge i alle aldre – også voksne der har lyst til at vide mere om overgangen mellem vikingetid og middelalder.

Og Holger Danske Festivalen var fyldt med kædedansere, middelaldermusik, mulighed for at skyde med bue og pil, deltage i skriveværksted og syværksted hos brodøserne, rollespil og meget mere.

Så 1000 tak til Josefine Ottesen fordi vi fik lov til at være med i dit projekt.

Her er nogen billeder fra dagen på Nyborg Slot.

Reklamer

Gummi Tarzan

19 okt

Da jeg var barn var jeg stor fan af  Ole Lund Kirkegaard, som har skrevet rigtig mange sjove og underfundige bøger. Den jeg bedst kunne lide var historien om Gummi Tarzan –  men Hodja fra Pjort og Otto er et Næsehorn stod også ret højt på listen.

Mit bud er at en meget stor del af dem der var børn i 70’erne og 80’erne har læst Gummi Tarzan, men nu får I alligevel et resumé – det er en barsk historie om en dreng der bliver mobbet både i skolen og af sin far, og som i dag vel egentlig er ret politisk ukorrekt.

Gummi Tarzan hedder i virkeligheden Ivan Olsen. Ivan Olsen er lille og ikke særlig stærk, så han kommer hver dag  hjem med våde bukser eller næseblod fordi de andre giver ham buksevand eller banker ham.

Ivan Olsen er heller ikke nogen ørn i skolen. Hver dag når han kommer hjem fra skole spørger hans far ham hvad han har lært, men Ivan har aldrig lært noget. Ivans far læser Tarzan og han vil gerne have at Ivan bliver lige så stor og stærk som ham, men da Ivan hele tiden kommer hjem med næseblod begynder han at kalde ham for Gummi Tarzan.

Men en dag sker der det fantastiske at Ivan møder en vaskeægte heks. Og hun giver ham muligheden for at få opfyldt et ønske. Ivan overvejer hvad han skal ønske og finder på et ret smart ønske nemlig at få alle sine ønsker opfyldt. Men det kan heksen alligevel ikke klare. Så de indgår et kompromis. Ivan får alle sine ønsker opfyldt i een dag. Den dag kan Ivan cykle, bliver mester i langspyt, giver de store drenge buksevand, og læser den største bog på hele biblioteket.

I håb om at få opfyldt endnu et ønske løber han ud for at finde heksen igen den næste dag, men hun er desværre væk…

Jeg vil gerne vove pelsen og sige at historien om Gummi Tarzan stadig holder selv om den er 40 år gammel, og hører til i kategorien “klassiker”. Om ikke andet kan man da få en snak med ungerne om hvordan man behandler eller måske især IKKE behandler andre mennesker.

Hvad synes I?

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest

19 feb

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest, er en helt ny e-bog til målgruppen  “piger i alderen 5-9 år”.  Skrevet af Per Holbo og illustreret af Kathrine Wanninger, og selvudgivet på forlaget Saxo.

Jeg har desværre ikke været i stand til at finde Kathrines hjemmeside – måske har hun slet ikke en, det er ærgerligt, for jeg kan godt lide hendes lidt naiive streg.

Jeg er så heldig, at forfatteren Per Holbo, har sendt mig et eksemplar af bogen, fordi han gerne vil have at jeg anmelder den her på Fabelagtig.

Du kan læse mere om spilleregler for anmeldelse på opfordring her.

Per Holbo skriver selv om bogen:

“Prinsesse Lila har det svært. Hun vil gerne giftes med Prinsen, men Den Vrede Hest er der altid og skælder hende ud for alt, hvad hun gør. Heldigvis lærer hun dragen at kende og den hjælper hende med at bekæmpe de dårlige følelser, hun har med sig selv. 

Bogen er velegnet som højtlæsning for de 3-9 årige, men der er også noget for de voksne. “

Specielt fordi det er en e-bog var jeg meget interesseret i at se nærmere på bogen, fordi det på en eller anden måde stadig er et nyt medie, og det interesserer mig om forfatterne formår at benytte sig af de muligheder e-bogsmediet giver.

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest, har alle de klassiske elementer fra det gode gamle eventyr, prinsesser, tårnværelser, drager, prinser, heste og så videre. Men nogen af de klassiske figurer har fået en lidt anden rolle end den de plejer at have i eventyr, og det giver bogen et sjovt twist. Det er en let læst bog, der egner sig fint til en kort historie inden sengetid.

Når det er sagt, synes jeg ikke helt den er stram nok i formuleringerne til at være en RIGTIG  god børnebog . Den er ikke helt spændende nok til at holde børnene fanget, og set fra den voksne oplæsers synspunkt er der flere ting man aldrig rigtig får svar på, for eksempel finder man aldrig rigtig ud af hvorfor er hesten (det dårlige selvværd) er vred.

Historien handler om, at have lavt selvværd og om hvordan man selv kan gøre noget ved det, og det er jo en morale der er til at tage og føle på.

Det er umiddelbart en fin idé at vise børnene at man kan løfte sig selv op ved at tro på at man er god. Men langt hen ad vejen tænker jeg at hvis børn i den alder har lavt selvværd, så ligger der nogle ting til grund som de skal have støtte og opbakning til at få ændret på, så jeg sad lidt og ønskede mig et heppekor der bakkede Lila op under kampen for at få bugt med den vrede hest!

I kan downloade en gratis smagsprøve her, og danne jer et indtryk af bogen.

Clara anmelder Øgledronningens forbandelse

21 nov

Da vi var på bogforum lå Clara desværre derhjemme med ondt i halsen, så vi lovede at vi nok skulle tage nogle spændende bøger med hjem til hende.

Allerede 4 dage senere havde hun pløjet sig igennem samtlige 231 sider, og på opfordring fra sin moder forfattet en anmeldelse til Fabelagtig. Jeg elsker det barn!

Anmeldelse af Øgledronningens forbandelse af Hanne Fabricius, skrevet af Clara Krogh-Hansen (9 år).

Hvad handler bogen om?
Ja den handler om en pige ved navn: Margrethe Hatt. Det hele starter faktisk den dag hvor Margrethes far forsvinder og han kommer ikke tilbage.

Margrethe har to allerbedste venner de hedder Thea og Sigurd og de og hendes morfar tager så ud for at redde Margrethes far Gustav Hatt.

Der er også den gamle Øgledronning der sammen med sin gode ven fyrst Morton er ved at vælte Kong Valdemar af tronen og den gamle Øgledronning er ved at få magten over tiden. Og det er det værste man kan forstille sig for du ville jo heller ikke være glad for at træde ud i sten alderen når du skulle en tur ud og gå i byen vel:)

Måden Margrethe Hatt finder ud af at hun skal afsted med sine venner(for at redde sin far) var den dag de skulle sove hos hende og hun træder ind i sin mors hatte forretning og støder ind i en høj tynd dame med slange tunge. Og det er det der bringer dem ind i en tidsmaskine som bringer dem ind i det gamle København og der kommer de op på Biskop Absalons borg og der får de hjælp og nye venner.

Var historien god?
Jeg syntes den var rigtig god og det var faktisk på grund af at jeg syntes man lærte meget om det gamle København og at det er en både meget drenget bog og en meget piget bog så alle kan faktisk læse den og den kan på nogle punkter også bruges til familie oplæsning.
Og så kan jeg også meget godt lide det med at der kommer noget krig ind i det det gør det hele lidt mere spændende.

Hvilken slags bog er det?
Det er en fantasy bog fordi at den har mange over naturlige ting i fx: drager, feer, tryllestave, alfer, tidshuller. osv.
Ikke at det gør den dårlig men det er jo ikke noget vi hører så meget om i en bog om Christian d. 4. vel:)

Hvis Clara’s anmeldelse har vakt jeres interesse for bogen, kan I evt. læse mere om den på  www.tidsdetektiverne.dk hvor forfatteren også røber at der er en 2’er på vej, der hedder Soltemplets hemmelighed, som udkommer i foråret 2012.

Hvis I har lyst, er I også velkomne til at sende jeres anmeldelser af bøger som vi enten ikke kender, eller endnu ikke har nået at anmelde her på Fabelagtig.

Prinsesser spiller ikke fodbold

27 aug

Prinsesser spiller ikke fodbold er skrevet af Maria Montell, og er en underholdende og tankevækkende historie om piger og fodbold – den kan læses højt fra 7 års alderen og ellers er den også velegnet til at læse selv når man er omkring 9 år.

Historien handler om Sofie Amalie Benedicte Jensen (et navn som hendes mor har insisteret på at give hende – i tilfælde af at hun skulle blive til noget stort), der bor sammen med sine forældre i et helt almindeligt hus, altså bortset fra det tårn hendes far har bygget, da hendes mor ikke mener at man kan leve uden at have et tårn.

Ifølge Sofies mor er Sofie en rigtig prinsesse, der helst skal gå i strutkjoler og glimmersko, men Sofie drømmer bare om at blive optaget i Klør Fem Klubben, hvor alle de seje drenge spiller fodbold.

Sofies eneste “fridag” fra de “rigtige” interesser så som dans, klaver, og moderens prinsessedrømme er lørdag hvor mor ikke holder øje med hvad hun laver, så der træner hun fodbold, og ender med at blive rigtig god.

Hvad det fører til skal ikke røbes her, men det er i hvert tilfælde en udemærket bog, også for voksne, med rig mulighed for at tænke lidt over de kasser som vi let forfalder til at sætte hinanden i.

 

De små blå mænd

13 aug

De små blå mænd er skrevet at Terry Pratchett, der er en engelsk scienfiction og fantasy forfatter.

Bogen handler om Tiffany, der gerne vil være heks når hun bliver stor. Og da Tiffanys lillebror bliver kidnappet beslutter hun sig for at tage afsted for at redde ham. For selv om han er verdens mest irriterende og møgforkælede lillebror, så er han nu engang en del af familien….

Terry Pratchett har ry for at være en meget humoristisk forfatter, og det kommer også til udtryk i De små blå mænd.

For Tiffany er nemlig bevæbnet med et udvalg af forskellige ting da hun tager afsted for at redde sin lillebror, blandt andet en stegepande, sin bedstemors bog om Fårets sygdomme, og sin talende tudse.

Hun har allieret sig med de små blå mænd, der er et kapitel for sig, de er egentlig alfer, der er blevet smidt ud af dronningens rige fordi de altid bander, slås og drikker.

Det viser sig at det er dronningen der har kidnappet Tiffanys lillebror, og hun har taget ham med til landet på den anden side, hvor drømme – og mareridt – bliver til virkelighed.

Vi glæder os allerede til at komme i gang med fortsættelsen der hedder: “En hat fuld af himmel”.

Virkelig underholdende læsning både for piger og drenge fra 9 år og op.

%d bloggers like this: