Arkiv | august, 2011

Det smaragdgrønne atlas

19 aug

Vi bevæger os stadig i fantasy genren med “Det smaragdgrønne Atlas – første bog fra begyndelsen”, der er skrevet af den amerikanske forfatter John Stephens, er første bind i en helt ny serie, der er er udkommet i 2011. Laura købte den til særpris, med et klistermærke på hvor der står “Snigpræmiere – udkommer til September”.

På bagsiden står der:
“Kate vil aldrig glemme den aften for ti år siden, da tre mørke skikkelser med ligblege hænder dukkede op uden for hendes barndomshjem. Det var sidste gang Kate og hendes søskende, Michael og Emma så deres forældre.

Da de flytter ind på den mystiske dr. Pyms børnehjem, begynder en rejse, der fører dem langt ind i en fremmedartet, faretruende verden. For at overleve er de tvunget til at finde ud af, hvorfor de bliver jagtet af de udræbelige morum cadi-krigere. Og hvad er det for en profeti, den magtbegærlige grevinde taler om?

Skarpt forfulgt af skrækindjagende  fjender, der alle efterstræber et magisk atlas med uanede kræfter, må de tre søskende kaste sig ud i kampen mellem det gode og det onde.”

Bogen er annonceret som første del af en trilogi, hvor næste del udkommer i 2012, og er målrettet unge mellem 12-14.

Bogen har sin egen hjemmeside hvor man både kan kigge på videoer, og lære bogen karakterer at kende.

Laura er ikke færdig med bogen endnu, men siger at den er rigtig spændende.

Vild med ord – Børnenes bogdag

17 aug

Vild med ord, er en bogmesse der afholdes i Århus, i perioden 26. august til 4. september. De har et særskilt børnearrangement – Børnenes bogdag, afholdes i Ridehuset  d. 1. September. Jeg får desværre ikke selv mulighed for at rejse  over til fastlandet for at deltage, men det ser rigtig spændende ud.

Der er blandt andet mulighed for at møde Kenneth Bøgh Andersen, der er forfatter til bøgerne om Antboy som jeg tidligere har anmeldt her på Fabelagtig.

Det bliver også offentliggjort hvem der er vinder af  novellekonkurrencen, 20 af de bedste noveller skrevet af børn i alderen 9-15 år er blevet samlet i en novellesamling der udkommer på børnenes bogdag, den hedder Det’ løgn.

Hvis nogen skulle få tid til at kigge forbi Børnenes Bogdag, må I meget gerne give et praj, så vil jeg vældig gerne skrive om det og lægge billeder her på bloggen.

Det kan bøger også bruges til

15 aug

Når man som jeg bruger en hel del tid på nettet, så falder man over mange sjove ting. På det seneste har jeg set at der er mange der er begyndt at bruge bøger og blade som en del af møblementet.

Blandt andet er jeg stødt på disse to løsninger, som jeg synes er meget sjove, så dem får I også lige lov til at se.

Jeg er ret vild med trappen, den ville være perfekt som opgang til et bibliotek, altså lige bortset fra at det vil være meget svært for kørestolsbrugere at komme derop, hvis det var den eneste adgangsmulighed.

Den anden løsning, som I kan se neden for er helt genial synes jeg.

I stedet for gemme de gamle tegneserier i kasser eller kassetter, så tager man en skammel og stabler dem allesammen oven på hinanden, smider en pude ovenpå og binder det hele sammen med et par læderremme og vupti har man en skammel……elsker når folk er kreative på den måde!

De små blå mænd

13 aug

De små blå mænd er skrevet at Terry Pratchett, der er en engelsk scienfiction og fantasy forfatter.

Bogen handler om Tiffany, der gerne vil være heks når hun bliver stor. Og da Tiffanys lillebror bliver kidnappet beslutter hun sig for at tage afsted for at redde ham. For selv om han er verdens mest irriterende og møgforkælede lillebror, så er han nu engang en del af familien….

Terry Pratchett har ry for at være en meget humoristisk forfatter, og det kommer også til udtryk i De små blå mænd.

For Tiffany er nemlig bevæbnet med et udvalg af forskellige ting da hun tager afsted for at redde sin lillebror, blandt andet en stegepande, sin bedstemors bog om Fårets sygdomme, og sin talende tudse.

Hun har allieret sig med de små blå mænd, der er et kapitel for sig, de er egentlig alfer, der er blevet smidt ud af dronningens rige fordi de altid bander, slås og drikker.

Det viser sig at det er dronningen der har kidnappet Tiffanys lillebror, og hun har taget ham med til landet på den anden side, hvor drømme – og mareridt – bliver til virkelighed.

Vi glæder os allerede til at komme i gang med fortsættelsen der hedder: “En hat fuld af himmel”.

Virkelig underholdende læsning både for piger og drenge fra 9 år og op.

Dragonfly Guldsmed

11 aug

Dragonfly Guldsmed er skrevet af Julia Golding (engelsk).

På bagsiden af bogen står der:

Prinsesse Taoshira fra den Blå Halvmånes Øer er blevet udvalgt til at skulle gifte sig med den 18-årige prins Ramil af Gefal, udelukkende for at deres lande kan stå stærkere mod deres fælles fjende.

Ægteskabet passer på ingen måde de to unge, som derfor gør alt for at få forpurret brylluppet. Men da de bliver kidnappet og begge står for døden, tvinges de til at arbejde sammen….

Som I kan se er vi stadig i fantasy genren, og bogen er beregnet til de lidt større piger fra 12-13 år.

Man kan læse en mere detaljeret anmeldelse af bogen på boggnasker.dk, hvor den får rigtig mange roser med på vejen.

Laura er igang med at læse den, og  jeg har ikke fået så meget at vide om den endnu, men det kommer nok.

På forfatteropdagelse (Ida-Marie Rendtorff)

9 aug

Ida-Marie Rendtorff er jeg stødt på fordi vi har læst hendes serie om Dahlia Dragehvisker.

Hun debuterede med ungdomsromanen Strømsvigt i 2004 som hun fik Skolebiblioteksforeningens forfatterpris for, i 2005.

Siden har hun udgivet en lind strøm af billedbøger, børnebøger, og ungdomsbøger.

Til piger i alderne 10-11 år ser Alma’s Mareridt meget god ud, den må vist på ønskelisten til Clara.

Til drenge har hun lavet en serie i 6 bind, der hedder Team A, det er jeg rigtig glad for at jeg har opdaget, for jeg må jo blankt erkende at det ikke er meget af det jeg har anmeldt her på fabelagtig, der egner sig til drenge.

Hun har lavet hele 4 ungdomsbøger som man kan læse mere om på hendes egen hjemmeside.

Alt i alt en alsidig forfatter, der helt klart appellerer til Laura med Dahlia Dragehvisker, så måske bider hun også på en af ungdomsbøgerne.

%d bloggers like this: